Profiler

 

Teamet: Militaryteamet startede i efteråret 2006. Det består af Kerstin og Hans-Christian, vores heste og vores hund og maskot Molly. Vi bor i Fåborg på Sydfyn, og de af vores heste, vi har i ridning, står opstaldet på Fåborg Ridecenter i Millinge (Millingerideklub.dk). Gennem vores samarbejde i teamet vil vi kunne støtte og hjælpe hinanden til at få opfyldt vores sportslige ambitioner.

 

Kerstin Emilie Dallmann: Jeg er vokset op i Aabenraa i Sønderjylland. Det var også i Aabenraa på Sønderskov rideklub hos Jytte og Ulla Langschwager, at jeg startede med ridningen i en alder af ca. 10 år. Da Sønderskov rideklub er en traditionsrig militaryklub, skulle jeg selvfølgelig også ride military.

Da jeg var 19 år flyttede jeg til Aalborg for at arbejde på Sportsrideklubben Aalborg på Annebergvej. Her købte jeg min første hest Alf Dalimo (Anton), han var en stor mørkerød  hannoveraner på 6 år efter Esprit (Samme hingst som Hugo Simons legendariske ET). Da jeg købte ham havde han sprunget sine første MB´er. Det var meningen at jeg ville havde Anton til at gå military, men det fandt jeg hurtig ud af var en dårlig ide´. Anton kunne bestemt ikke lide vand og spring uden maling, nej vel! Så jeg begyndte at springe alm. ridebanespringning og kom med Anton til at springe MB og MA. I mit sidste år som youngrider blev Anton og jeg udtaget til bruttolandsholdets samlinger ved junior/youngrider landstræner Arly Gundersen. Efter 2 år solgte jeg Anton til en Amerikaner, så nu bor han i USA og er Hunterhest. Efter 2 år i Aalborg flyttede jeg til Arden for at arbejde i Arden Sportsrideklub, her købte jeg en 5 års Dansk Varmblods hoppe efter A´han Z, som jeg også red ridebanespringning på.

Efter nogle år hvor jeg red lidt på lånte heste eller på heste jeg kun havde over kortere perioder købte jeg i efteråret 2006 Bøgens Athos. Athos købte jeg hos Irene Brown og Niels Grøndahl, Støvring Hingstedepot. Jeg har store ambitioner med Athos og håber han kan leve op til det.

Ud over ridningen arbejder jeg som folkeskolelærer på Hyldehøjskolen i Middelfart.

Hans-Christian Hovmand: Jeg begyndte at ride kort efter min konfirmation, hvor min morfar syntes, at jeg skulle have en pony - og så var det jo bare om at komme i gang. Jeg var desværre allerede for stor til ponyen, så i stedet lånte jeg min mors røde fuldbold/trakhener vallak Pascal. Jeg red i Fåborg rideklub som dengang lå på Stensgaard. På det tidspunkt havde vi en svensk berider Ragnar Gustaffson, der havde været leder af kasernen på Flyinge, og som var inkarneret militaryrytter. To år senere red jeg mit første militarystævne og siden da, har jeg været solgt til denne del af sporten.

Min næste hest var Baldrian, som jeg havde købt som 1-års. Han var en trofast følgesvend i mange år, hvor vi red en masse små militarystævner. Det gav mig mange gode oplevelser, og jeg fik samlet noget erfaring, som jeg har nydt godt af senere. Lady Leonardo var den første hest, som jeg kom til at ride de større klasser på. Det var mens man stadig red steeplechase ved de store stævner. Det var lidt af en udfordring for en DV-hest uden noget særlig fuldblod i årerne, men Lady havde mod og tillid som de færreste, så hun bar mig i bogstaveligste forstand gennem alt. Da Lady blev pensioneret fik jeg Kilimanjaro xx. Her fik jeg mig en rigtig fuldblodshest med masser af erfaring. Nu rider jeg Ladybird og Location. 2 heste, som jeg begge har store forhåbninger til.

Når jeg ikke sidder på en hest, arbejder jeg som Logistic Manager ved BROEN i Assens.

Molly: Molly er en 6 år gammel labrador. Hun elsker at jage ænder og bade. Hun er med på rideskolen hver dag og synes, det er okay, hvis hun kan få en gulerod eller noget brød. Hun er efterhånden blevet glad for hestene, når bare de ikke larmer, og hun er altid klar på at tage med på en skridttur. Molly er vores trofaste følgesvend ved militarystævnerne, og hun demonstrerer gerne for os, hvordan vi skal springe forhindringerne.

 

Tilbage til forside